mandag den 31. december 2012

Julens højdepunkter

Juleaften
Juleaften og juleaftensdag er selvfølgelig julens højdepunkt. Hvert år glæder jeg mig til at dufte anden i ovnen, når vi kommer hjem fra kirke, hyggen om eftermiddagen med familien og ventetiden, hvor vi alle - eller i hvert fald jeg - bliver som små børn igen. Heldigvis er jeg rigtig glad for at glæde mig. Følelsen indeni når jeg venter spændt på noget godt. Det er lige som når bussen er ved at være inde og du ved, kæresten venter på dig.
Om aftenen, når anden er færdig i ovnen, sætter vi os til borden og æder os stopmætte i and, hvide, brunede og franske kartofler, min mors hjemmelavede rødkål og min fars hjemmelavede brune sovs. Når vi så ikke kan spise mere, kommer ris'a'la'manden og kirsebærsovsen, som selvfølgelig også skal fortæres. Vi skal jo have uddelt aftenens første gave: Mandelgaven. Den gik så til mig. Først. Farmor insisterer jo på at tage mandelgave med, så der var to mandler i. Min mor fik den anden. Så er det jo heldigt at jeg er ligeglad med tysk keramik, men gerne vil have en kæmpe pakke Merci OG måtte vælge først.
Og så er det tid til at lægge gaver under træet og danse og synge rundt om det. Og når vi ikke har mere luft tilbage, skal vi pakke gaver op. Bare rolig, det bedste er når de andre åbner gaverne fra mig ;)
Julen er også tiden, hvor vi mindes dem, der ikke længere er her. Anden juledag var vi ude og sige god jul til farfar. Han døde i en alder af 82 i foråret '07, og han var verdens bedste farfar. Så selvfølgelig skulle han også have en julehilsen. Vi har også været oppe ved min svigerfar et par gange. Ham har jeg desværre aldrig mødt, men jeg hører mellem linjerne, at han var en god mand.

Besøg fra Californien
Hvert år glæder jeg mig også til at se min rigtig gode veninde, Renuka. Hun er hjemme 3 uger i julen, og selvfølgelig skal vi ses.
Sidste år havde hendes år været fyldt med alt muligt, som hun gerne ville fortælle om, mens der ikke var sket særlig meget for mig. I år var det omvendt. Der er i år sket nøjagtigt ingenting for Renuka, mens jeg har mødt min Lars, er blevet kærester med ham og flyttet sammen med ham. Jeg er blevet meldt rask igen og her besluttet mig for at jeg vil af min medicin, jeg har fået kat og er flyttet fra Århus og ud i skoven ved Frederikshavn. Og nåh, jo, så har jeg jo også fået arbejde og er på vej ud af ledighed.
Det var hele eftermiddagen og det meste af aftenen i lørdags, jeg havde sammen med Renuka. Det var rigtig hyggeligt, og jeg glæder mig allerede til sommer, hvor hendes søster bliver student, som hun kommer hjem til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar