Julens højdepunkter

Juleaften
Juleaften og juleaftensdag er selvfølgelig julens højdepunkt. Hvert år glæder jeg mig til at dufte anden i ovnen, når vi kommer hjem fra kirke, hyggen om eftermiddagen med familien og ventetiden, hvor vi alle - eller i hvert fald jeg - bliver som små børn igen. Heldigvis er jeg rigtig glad for at glæde mig. Følelsen indeni når jeg venter spændt på noget godt. Det er lige som når bussen er ved at være inde og du ved, kæresten venter på dig.
Om aftenen, når anden er færdig i ovnen, sætter vi os til borden og æder os stopmætte i and, hvide, brunede og franske kartofler, min mors hjemmelavede rødkål og min fars hjemmelavede brune sovs. Når vi så ikke kan spise mere, kommer ris'a'la'manden og kirsebærsovsen, som selvfølgelig også skal fortæres. Vi skal jo have uddelt aftenens første gave: Mandelgaven. Den gik så til mig. Først. Farmor insisterer jo på at tage mandelgave med, så der var to mandler i. Min mor fik den anden. Så er det jo heldigt at jeg er ligeglad med tysk keramik, men gerne vil have en kæmpe pakke Merci OG måtte vælge først.
Og så er det tid til at lægge gaver under træet og danse og synge rundt om det. Og når vi ikke har mere luft tilbage, skal vi pakke gaver op. Bare rolig, det bedste er når de andre åbner gaverne fra mig ;)
Julen er også tiden, hvor vi mindes dem, der ikke længere er her. Anden juledag var vi ude og sige god jul til farfar. Han døde i en alder af 82 i foråret '07, og han var verdens bedste farfar. Så selvfølgelig skulle han også have en julehilsen. Vi har også været oppe ved min svigerfar et par gange. Ham har jeg desværre aldrig mødt, men jeg hører mellem linjerne, at han var en god mand.

Besøg fra Californien
Hvert år glæder jeg mig også til at se min rigtig gode veninde, Renuka. Hun er hjemme 3 uger i julen, og selvfølgelig skal vi ses.
Sidste år havde hendes år været fyldt med alt muligt, som hun gerne ville fortælle om, mens der ikke var sket særlig meget for mig. I år var det omvendt. Der er i år sket nøjagtigt ingenting for Renuka, mens jeg har mødt min Lars, er blevet kærester med ham og flyttet sammen med ham. Jeg er blevet meldt rask igen og her besluttet mig for at jeg vil af min medicin, jeg har fået kat og er flyttet fra Århus og ud i skoven ved Frederikshavn. Og nåh, jo, så har jeg jo også fået arbejde og er på vej ud af ledighed.
Det var hele eftermiddagen og det meste af aftenen i lørdags, jeg havde sammen med Renuka. Det var rigtig hyggeligt, og jeg glæder mig allerede til sommer, hvor hendes søster bliver student, som hun kommer hjem til.

Åh, at være kat

Vitalius er en god kat
En dejlig hankat på 5 år - eller hvor lang tid, det nu er siden, motorvej til Hirtshals, blev indviet.
Han er reserveret, og man skal gøre sig fortjent til hans opmærksomhed. Første gang jeg så ham, kunne jeg ikke komme tættere på ham end 3 m. Så blev han utryg, rejste sig, gik hen i sikker afstand (en halv meter længere væk), og lagde sig ned igen. Senere kunne jeg lige netop få lov til at røre hans hale - men kun én gang hver weekend.
Efter at have været på sommerferie hjemme hos ham i 3 uger, fik jeg efterhånden lov til at ae ham, og nu, hvor jeg er flyttet hjem til ham, er vi blevet rigtig gode venner.
Hvad er han so for en? Som sagt, reserveret. Men samtidig en rigtig hyggetrold. Hvis han gad komme hen til os, kunne han få lov at hygge og blive nulret hele dagen. I stedet må vi andre finde ud af, hvad han har lyst til. Har han lyst til at blive kløet på maven? På hovedet? Vil han hellere masseres på ryggen? Der er kun én måde at finde ud af det på. At prøve. Heldigvis har han svært ved at skjule, når det er dejligt at blive kløet på maven. Og man skal kigge langt efter en kat, der er så blød på maven.

I den anden grøft har vi Mille
Godt nok er hun også en rigtig dejlig kat, men helt anderledes end Vitalius. Hun er en killing fra maj, som jeg fik med hjem, fordi vi kunne lide hinanden "Vil du have den?", blev jeg spurgt, og jeg blev for første gang katteejer. Hun har boet her et par uger mere end jeg har.
Hun er opmærksomhedskrævende og stopper ikke sin piben før hun bliver samlet op. Om morgenen nyder hun at komme med på badeværelset og ligge i mit skød mens jeg er på toilettet. Og det ville ikke gøre noget, hvis jeg var en halv time om det.
Yndlingslegetøj: Gummiæg, læbepromade, hårnål med blomst på og en grankogle. Der skal ikke meget til at underholde hende, bare det kan jages. Og ALT bliver jaget. Snevejr skaber derfor stor forvirring. "Hvilket snefnug skal jeg jage først?"
Det helt store spørgsmål er så, hvilket dyr, hun egentlig er. Og hvilket køn. Vi er i tvivl om kønnet fordi vi hele tiden har fået at vide at det er en hunkat, men hun har testikler. Og hvilket dyr er det så? Ja, hun ligner en kat med krølle på halen. Men den eneste lyd, hun ikke har lavet, er "miau". Slangehvæs, grynt og "ooo'I" er nogle af de mest brugte.
Hun hvæser kun, når hun ser noget nyt med pels. Da hun kom hertil, blev hun præsenteret for sin onkel Frede. "Hssssss", lød den første hilsen. Det samme skete, da hun så min nye jakke med imiteret pelskant. "Hssssss".
Men hun er min hygge-misse-kræ, og jeg vil gøre alt for at passe på hende. Og det er ligegyldigt, hvilket dyr og hvilket køn hun er, så vil hun altid være Mille-misse-katten.

Tid igen

Så er der tid igen
Men hvad vil det egentlig sige at have tid? Hvornår har vi tid? Og hvor meget tid har vi?
I går var jeg hjemme 17:05 og skulle have Lars med ind til byen for at købe julegaver. Farmor og Lasse skulle heldigvis have samme sted fra, og svigermor skulle have gavekort - fra den anden ende af gågaden. Så vi nåede det hele inden butikkerne lukkede, og Christians julegave klarede vi i Brugsen. 15 min og 4 julegaver var klaret.
Så jeg mente jo at jeg havde masser af tid. Jeg kunne jo nå gaverne til mine forældre i dag.

Og i dag var det så tid igen-igen
Julegaveræs igen i dag. Jeg skynder mig ind efter gaver til min mor, for hende var jeg sikker på, hvad hun skulle have. For at være sikker på at jeg ikke køber det samme til min far, som farmor har købt, ringede jeg "hjem" kl. 17:23. Havde jeg så tid til at finde julegaver til far og pakker til pakkeleg? Ja, det skulle gå hurtigt, så. Men da jeg kommer ind i forretningen og får hevet den stakkels sælger ud fra bag disken, finder jeg ud af at alle butikker lukker kl. 18:00 i denne uge, og ikke kl. 17:30, som de plejer.
Har jeg så fået mere tid? Jeg har jo nok ikke fået mere tid, men lige i øjeblikke blev tiden fordelt på en anden måde, som jeg ser som værende en fordel for mig.
Det er vel fordelingen af tiden og prioriteringen, der gør, om man "har tid" eller ej. Kig en gang imellem på uret og se hvor lang tid, du rent faktisk venter i telefonen, står i kø, kommer afsted senere ved at tage den med ro osv. Jeg foretrækker at bære Mille ud til sig selv stille og roligt mens jeg snakker med hende, i stedet for at løfte hende op og sætte hende ud. De ekstra 5 sekunder, dør jeg jo nok ikke af. Og både jeg og Mille nyder det, og jeg får mere overskud af det.
Til slut vil jeg stille spørgsmålet om det at have overskud gør, at man får mere tid?

Godt at komme hjem

Det er skønt at være hjemme igen.
For så kan jeg finde min computer frem efter en lang dag foran skærmen.
I dag sluttede vi også ca. tre timer inden jeg var hjemme, fordi der var personalemøde. Min mor mener jo ikke at jeg må lave om på hele virksomheden, men det er nu engang noget af det, jeg er ansat til.

Og de andre "kender" min kat!
Til mødet skulle der "tages fat om nosserne" på nogen, og så mente de straks, at det var Mille, der var tale om. Men det kan jo heller ikke være Vitalius, for han er steriliseret. Det er Mille ikke endnu. Om et lille halvt år, når hun er ved at nærme sig at være kønsmoden, så må vi se, hvad dyrlægen siger, hun er for en. Selv mener jeg hun er en krydsning af en kat og en gris, for hun ligner en kat, men lyder som en gris og har krølle på halen.
Hun hilser og spørger, hvorfor hun skal udstilles på den måde, bare fordi hun har boller.

Første uge overstået

Første uge på arbejde overstået.
Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har været så træt.
Da jeg kom hjem i går havde Lars hentet nevøen Simon, og de havde været ude og bruge alle Simons sparepenge på krudt. Det hele skulle selvfølgelig testes. Hvad har det så med at være træt at gøre? Jo, jeg hørte ikke at de fyrede 200 heksehyl af på en gang.
Heldigvis sov jeg uafbrudt i 10 timer i nat, så nu er jeg klar til go-cart og bowling i aften og - forhåbentlig - også til juleshopping i morgen :-P

Hvordan har den første uge som supporter så været?
Den har sådan set været god. To dage med intensiv undervisning og tre dage i telefonen. Jeg synes nu stadig, det er synd, at nogen ødelægger det for alle andre. Alle bliver behandlet ordentligt, men hvis en hvilken som helst Torben ringer, så når jeg at blive træt af ham inden han har fortalt at han ikke er lystfisker. Dem er der to af, og den ene er mere irriterende end den anden.
Og jeg bliver jo udnyttet totalt: "Kan du ikke lige ringe til Torben og sige sådan og sådan? Han bruger alt for lang tid, hvis det er mig, der ringer til ham." "Kan du ikke lige maile Bente og sige undskyld?" "Kan du ikke lige logge op til Tanja?" "Kan du oprette et netværksdrev? For så vil jeg gerne lige have dig til at tage telefonen når Susanne ringer." "Det er meget nemmere for dig at tage imod en besked, for du kan feje dem af med at du er ny." Og så en enkelt mail fra en, der ville have os til at ringe fordi hun ikke fik noget ud af selv at ringe til supporten (mig).
Og en dag skal de nok vænne sig til, at det ikke nødvendigvis er en mand, der tager telefonen :-)

Én gang skal jo være den første

Ja, én gang skal jo være den første.
Længe har jeg gået og overvejet en blog, men har hele tiden udskudt det.
"Hvad skal jeg skrive om?"
"Hvem vil læse det?"
"Hvad tænker andre om det, jeg skriver?"
"Er det ligegyldigt?"
"Er det for mainstream at blogge?"
"Hvad vil det egentlig sige at blogge?"

Nu har jeg fundet svar på det meste.
Jeg skal skrive om det, jeg vil dele, og som fylder i mit liv.
JEG vil læse det, mine nærmeste familie vil være nysgerrige og se hvad det er for noget, og andre nysgerrige sjæle, hvis opmærksomhed, jeg formår at fange, vil læse det. Niecen Luna (9) vil helt sikkert læse det.
Der er ikke nogen, der skal bestemme om jeg må skrive, og hvis man ikke kan lide det, kan man lade være med at følge med.
Det er ikke ligegyldigt at blogge, hvis det giver mig noget. Indholdet er ikke ligegyldigt, hvis det betyder noget for mig.
Jeg tror nærmere det er kult at blogge. Nogen synes det er helt fantastisk, mens andre (sikkert også flere) synes det er noget pjat - og min mor (50) ved ikke nødvendigvis, hvad en blog er.
Ved min mor, hvad det vil sige at blogge? Det tror jeg ikke. Ved jeg selv, hvad det vil sige? Ikke nødvendigvis. Men det har jeg tænkt mig at finde ud af ved at springe ud i det.