Én gang skal jo være den første

Ja, én gang skal jo være den første.
Længe har jeg gået og overvejet en blog, men har hele tiden udskudt det.
"Hvad skal jeg skrive om?"
"Hvem vil læse det?"
"Hvad tænker andre om det, jeg skriver?"
"Er det ligegyldigt?"
"Er det for mainstream at blogge?"
"Hvad vil det egentlig sige at blogge?"

Nu har jeg fundet svar på det meste.
Jeg skal skrive om det, jeg vil dele, og som fylder i mit liv.
JEG vil læse det, mine nærmeste familie vil være nysgerrige og se hvad det er for noget, og andre nysgerrige sjæle, hvis opmærksomhed, jeg formår at fange, vil læse det. Niecen Luna (9) vil helt sikkert læse det.
Der er ikke nogen, der skal bestemme om jeg må skrive, og hvis man ikke kan lide det, kan man lade være med at følge med.
Det er ikke ligegyldigt at blogge, hvis det giver mig noget. Indholdet er ikke ligegyldigt, hvis det betyder noget for mig.
Jeg tror nærmere det er kult at blogge. Nogen synes det er helt fantastisk, mens andre (sikkert også flere) synes det er noget pjat - og min mor (50) ved ikke nødvendigvis, hvad en blog er.
Ved min mor, hvad det vil sige at blogge? Det tror jeg ikke. Ved jeg selv, hvad det vil sige? Ikke nødvendigvis. Men det har jeg tænkt mig at finde ud af ved at springe ud i det.